Jeppe Madsen

Forside til Jeppe Madsens digtsamling Under hjertet er der en fælde, der udkommer 9. juni 2017. Illustration af Ene Es.
Forside til Jeppe Madsens digtsamling Under hjertet er der en fælde, der udkom 9. juni 2017. Illustration af Ene Es.

Jeppe Madsen er født i 1988, bosat i København og nyuddannet fra universitetet. Han har tidligere udgivet to digtsamlinger, Diskotek Hindenburg i 2010 og Adonis i 2014. I forfatterens tredje digtsamling, Under hjertet er der en fælde, fortsætter han i samme fantasifulde og underspillede humoristiske stil, som tidligere bragte ham rosende ord med på vejen fra anmelderne:

“Jeppe Madsen, der har fantasi, en vare, der ikke ligefrem er for meget af i dansk poesi. Og humor…”
Thomas Bredsdorff, Politiken

Under hjertet er der en fælde er en fortælling om kærlighed, fortalt i digte og korte tekster, der nærmer sig almindelig prosa. Men selvom forfatteren på mange måder forsøger at fortælle en klassisk historie, så bryder bogen også ud af rammerne for, hvordan en sådan historie kan fortælles.

Omslaget er illustreret af Ene Es, grafisk designer og illustrator, uddannet fra Danmarks Designskole og Det Danske Akademi for Digital, Interaktiv Underholdning (DADIU).

Omtale af Under hjertet er der en fælde:
“Hvis alle mennesker var som Jeppe Madsen, så ville verden givetvis være et bedre sted. Under hjertet er der en fælde er skrevet på en tilsyneladende ustoppelig fantasi samt en herlig og overbevisende portion humor. Enhver læser må uundgåeligt blive charmeret af det forelskede jeg, der optræder som et sansende og hyperopmærksomt fikspunkt gennem samlingens digte. Jeg er helt klar på at gå med hjem, når jeg’et lokker med sine “flotte fuglefrimærker / fra Aserbajdsjan”, og den lavpraktiske kærlighedserklæring “Jeg ville ikke bytte dig for evig rettidig togtrafik”.” Anna Schmidt Andersen, Litteraturmagasinet Standart (nr. 3#4, 2017)

“… en rejse i fantasien, der viser, hvordan mødet med et andet menneske påvirker os … et interessant og ret vellykket bud på, hvordan man kan skrive om kærlighed, uden at den bliver triviel” Daniel Boysen, Litteratursiden.dk 

“Fabulerende, poetisk fantasifulde kærlighedsdigte der skruer op for sanserne og med humor og surreele indslag, åbner op for livets magiske øjeblikke” Bibliotek.dk

Under hjertet er der en fælde, digtsamling af Jeppe Madsen. 54 sider, softcover. 149,95 kr. vejl. udsalgspris. Omslagsillustration af Ene Es, omslag af forlaget. Kan købes eller bestilles i enhver boghandler. ISBN: 978-87-934041-4-4. Udgivelsesdato: 9. juni 2017.

Desuden udkommet som e-bog den 5. november 2018, og kan købes i netboghandlen eller lånes på ereolen.dk