Anne-Laure Bondoux

Anne-Laure Bondoux. Foto © Coline Peyrony.
Anne-Laure Bondoux. Foto © Coline Peyrony.

Anne-Laure Bondoux
Anne-Laure Bondoux (f. 1971) er en fransk forfatter og journalist. Bondoux har skrevet en række bøger til både børn, unge og voksne, og har vundet flere priser i både Frankrig, Tyskland og USA. Miraklernes Tid er den første af hendes romaner, der er udkommet på dansk, og i starten af 2019 udkommer hendes mest kendte værk, En morders tårer, begge bøger oversat af Niss Stricker. Miraklernes Tid udkom på Vild Maskine i 2016 og kan købes igennem alle landets boghandlere.

Læs anmeldelser og handlingsreferat af Miraklernes Tid her nedenfor.

Bogen findes både som trykt bog samt som netlydbog på Ereolen.dk og Nota samt til direkte køb igennem boghandlerne. I 2019 udgives den også som e-bog.

Om Miraklernes Tid:
”Jeg var tolv år gammel, den dag tolderne fandt mig bag i lastbilen. ” Sådan starter Anne-Laure Bondoux’ roman Miraklernes Tid. Vi møder Koumaïl og hans følgesvend, Gloria, på rejsen fra det krigshærgede Kaukasus ved Sortehavet til Frankrig. Koumaïl er 7 år gammel, og kan ikke huske et liv, der ikke er præget af flugt og farer. Hver aften beder han Gloria om at fortælle ham historier fra det liv, de levede, inden krigen kom til deres landsby. Gloria fortæller ham om ferskenplantagen, om hendes familie, og om hvordan hun reddede Koumaïl fra det brændende tog, der skulle fragte ham og hans franske mor gennem landet. Gloria har fungeret som hans reservemor siden.

Undervejs i historien går Koumaïl fra at være en lille dreng, til en ung dreng på trapperne til voksenlivet. Han får nye venner, bliver forelsket, oplever tab, og prøver at skabe en hverdag i den flygtige tilværelse – hvor dem, man holder mest af, kan forsvinde i næste øjeblik.

Miraklernes Tid af Anne-Laure Bondoux, udkom 2016. Her 4. oplag, 2017.
Miraklernes Tid af Anne-Laure Bondoux, udkom 2016. Her 4. oplag, 2017.

Miraklernes Tid er en rørende og stærk roman om at være på flugt, om venskab, tab og kærlighed – og hvor langt man er villig til at gå, for at redde livet på dem, man elsker. Det er et stærkt billede af flygtninges hverdag – en hverdag som desværre er virkeligheden for millioner af mennesker i dag.

Nomineringer og priser:
Miraklernes Tid vandt prisen Mildred L. Batchelder Award for den amerikanske oversættelse i 2011 og Gustav-Heinemann-Friedenspreis i for den tyske udgave i 2012. Romanen var også nomineret til Deutschen Jugendliteraturpreis i 2012 i kategorien ’Ungdomsbog’. 

Pressen skrev:
“Miraklernes Tid er en sjældent smukt skrevet bog”
★★★★★★ Merete Reinholdt, Berlingske

“… en gribende fortælling om livet som flygtning set igennem et barns øjne… intet mindre end en sand fornøjelse at læse.”
★★★★★★ Anne Rye Andersson, Modspor.dk

“Hvert år “kårer” jeg årets bedste læseoplevelse. Der har i år (2018) været mange gode kandidater til titlen, men efter at have læst “Miraklernes tid” af Anne-Laure Bondoux, skal der noget mere end almindeligt fantastisk til, hvis det ikke bliver den der render med æren.”
Lars Poulsen, B for bog

“Det er en indtrængende, velfortalt og tankevækkende historie, der sætter sig i læserens sjæl, og så er den et godt bevis på, hvor langt man er villig til at gå for at redde dem, man elsker. ‘Miraklernes Tid’ er et stærkt og aktuelt billede af flygtninges tilværelse, men også en roman om venskab, tab og kærlighed”
Bent Rasmussen, Folkeskolen

“en stærk lille roman, som handler om at finde et hjem og en identitet. Den er smukt og stemningsfuldt skrevet, men samtidig er den let i sproget. Romanen er hurtigt læst, men glemmes ikke lige sådan.”
8/10 stjerner, Bookeater.dk 

“en rørende roman”
Birte Strandby, Bogvægten.dk

“… en dramatisk og stærk, men også rørende, historie om krig, terror og mennesker på flugt, så det er et meget nutidigt tidsbillede, vi her får leveret.”
Kirsten Aggerholm, Kommunernes forening for Pædagogiske Læringscentre 

”Det er en handling, der nok er henlagt til Kaukasus, Mont Michel og flygtningelejre i Frankrig, men det kunne være Syrien, Irak, Liberia eller Somalia. Det kunne være et hvilket som helst flygtningebarn, der alene i verden må forsøge at klare turen til Europa bag i en lastbil, i en overfyldt båd på Middelhavet eller på anden vis.”
Bodil Christensen, Bogbotten.dk 

“Denne (ungdoms)roman er bragende nødvendig; om flugtens følelser, om krigens hårde indtrængning i de mest intime dele af ens hverdag – og om at finde håb. Romanen beskriver en meget aktuel bevægelse i verden, skabt af omstændigheder udefra, den kan fungere som oplysning i en tid, hvor dét lys står svagt.”
Daniel Boysen, litteraturformidler på Dokk 1 i Aarhus, fra ‘Skæv bogsæson 2016 – anbefaling #8’ på Facebook 

“Det er en bog om, når livet er værst, men også en hjertevarm bog om, hvor langt man vil gå for dem, man elsker. Denne bog taler både til hjertet og hjernen og bør læses!”
Hadbjerg Skolebiblioteks Instagram

Miraklernes Tid, af Anne-Laure Bondoux, oversat af Niss Stricker. 203 sider, vejl. pris: 199,95 kr. (159,96 kr. ekskl. moms) ISBN: 978-87-93404-04-5

Køb bogen hos din boghandler!