Arko Højholt

Forfatter og illustrator Arko Højholt, der debuterer for børn med Ritas soveben. Pressefoto.
Forfatter og illustrator Arko Højholt. Pressefoto.

Arko Højholt er født i 1981 og opvokset på Sydsjælland. Debuterede i Hvedekorn i 2007. Arko har gået på Journalisthøjskolen og har en bachelor i Litteraturvidenskab.  Siden 2015 bosat i London, hvor han arbejder som redaktør og oversætter.

Arko Højholt debuterede som børnebogsforfatter og -illustrator med Ritas soveben, som udkom 8. januar 2019, en fantasifuld og lun fortælling om pigen Rita, der ikke kan sove.

Idéen Ritas soveben opstod en aften, hvor Arko Højholt skulle putte sin datter. Da hun som vanligt ikke ville sove, fandt han på en lille leg, som endte med at blive til et fast ritual, hvor far og datter gik på jagt i lejligheden for at finde de helt rigtige soveben. I jagten fandt de listeben, klatreben og danseben og mange andre ben.

“Historien eller teknikken var ikke strategisk udtænkt som sådan, men opstod fordi min datter, da hun blev lidt mere end to år gammel, pludselig begyndte at forhandle om sine sengetider. Det er ikke et vidundermiddel, men det virkede for os, og jeg er sikker på, at det kan virke med andre børn også. Der er ganske vist den indbyggede fare, hvis man lader børnene “lege” de forskellige forkerte ben, at de kan blive for opkørte, men det har jeg ikke selv oplevet. Tværtimod, hvis man tager det i det rigtige tempo, så får de lige brændt det sidste af før sengetid. Og de vil lære rutinen at kende, og de vil acceptere, at sovebenene kun fungerer til at sove med,” siger Arko Højholt.

Putteritualer kan ofte være forbundet med meget frustration både for børn og voksne, og denne bog opfordrer til at huske at have det sjovt og rart, også inden man skal i seng, at lege med sine børn, give dem opmærksomhed og grine sammen med dem. Bogen er på den måde et modspil til de sovebøger, der forsøger at hypnotisere eller kede børn til at sove, og som på mange måder kan være ødelæggende for den gode litteraturs gode ry og rygte – og børn kan godt mærke, når de bliver snydt af en kedelig historie.

Ritas soveben, billedbog for de 3-6-årige, skrevet og illustreret af Arko Højholt. 24 sider, indbundet og trykt i farver. Udkom januar 2019. ISBN: 9788793404458. Køb i boghandlen! ‘Ritas soveben’ findes også som e-bog og kan både streames, købes eller lånes. Udkom i 2022. ISBN: 9788772273396.

OMTALE AF ‘Ritas soveben’:
“En ret vidunderlig billedbog, som giver det fine råd at gøre sovesituationen til en dejlig fælles oplevelse – og billedbogen er et fint afsæt til en sådan fælles oplevelse … et fornemt symbiotisk hele med de mest fantastiske tegninger … en femstjernet, flot debut!” Tidsskriftet Børn & Bøger 

“Børn fra to-tre år og opefter vil sagtes kunne ‘læse med’ og hjælpe med at huske rækkefølgen af ben, og de vil synes det er smaddersjovt.” Folketidende 

“De fleste børn vil kunne nikke genkendende til historien og more sig over Ritas mange forskellige ben, der sikkert vil medføre en del afprøvning af både danse-, trampe- og hoppeben blandt læserne.” Dansk BiblioteksCenter, materialevurdering

“Historien om Ritas ben suppleres smukt og detaljerigt af helsides tegninger af Ritas hjem med Rita og fars arme, der peger på klokken, rækker ud efter Rita og griber de ting, der falder ned, når Rita tramper. Der er billeder på væggene, en kabale på computeren og et par øjne der kigger op fra musehullet. Dermed er der masser af stof til samtale mellem oplæser og børn, og det kan give god mening at bruge bogen som godnatlæsning, når ungerne har fundet de rigtige soveben.” Bogvægten.dk

“Alt i alt er Ritas soveben en succes, hvis man spørger mig. Den taler lige ind i noget, de fleste forældre (og børn) kan genkende. Den er sjov (både at få læst, men bestemt også at læse højt) og den er virkelig fint illustreret.” Bogbotten.dk