Kasper Ralsted Jensen (f. 1989) er født og opvokset omkring Sorø i Vestsjælland, men siden 2009 bosat i København. I 2015 blev han cand. mag. i filosofi fra Københavns Universitet. Han debuterede med digtsamlingen Feberdreng i 2017, og fulgte den op med Vil Gud slå min sjæl ud i vandet som et æg i juni 2018.
Feberdreng handler om en ung mand, der passer sin mors og papfars hus på landet. Han har feber, men forsøger alligevel at fodre hestene og lufte hunden efter bedste evne, mens minderne begynder at vælde frem – minder om mormorens død, barndomsstunderne på landet med hestene, og morfarens langsomme forsvinden ind i sorg, angst og alkoholdemens.
I digtsamlingen Vil Gud slå min sjæl ud i vandet som et æg uddyber forfatteren sin præcise og sanselige udforskning af barndommens land. Omslaget her ovenfor er lavet af Neel Dich Abrahamsen.
Kasper Ralsted Jensen har tidligere haft tekster med i Floret, Tidsskriftet Addenda og Slagtryk, og har læst op på Bogforums Lyttesalon, til Kælderlæsninger, Art Aid Copenhagen, Blækværk, Lyrik under Sejlet og på Roskilde Festival.
Omtale af Vil Gud slå min sjæl ud i vandet som et æg:
“Jensen åbner en hvid melankoli, en sansning af døden i livets enestående øjeblikke af evighed.”
★★★★★ Christian Stokbro Karlsen, Nordjyske
“Poetisk erindringsværk fra en barndom, der folder sig flot ud i et spændstigt sprog …”
Daniel Boysen, Litteratursiden.dk
Omtale af Feberdreng:
“… en poetisk klarsynet debut”
Litteraturmagasinet Standart, 2017
“Der bliver talt om curlingforældre og forkælede unge på årets Roskilde Festival – men fortvivl ej. Her er dokumentation på, at generationen endnu ikke er fortabt. Litteraturen kan nemlig spire frem på en mudret pløremark, og så går det nok alt sammen. Fra Feberdreng af Kasper Ralsted Jensen: “man er noget meget lydligt på marken / så tidligt om morgenen / der kan være så stille / man kan stå midt i det hele og føle / sig som et lille stykke hærværk”
Københavns Hovedbiblioteks Instagram-profil under Roskilde Festival 2017
“Kasper Ralsted Jensens digtsamling har mange gode takter og en række rammende poetiske billeder, og man fornemmer en dyb ærlighed i udtrykket. Det er en lovende debut.”
Poul Flou Pedersen, Dansk Biblioteks Center
Feberdreng, digtsamling af Kasper Ralsted Jensen, 36 sider. 149,95 kr. vejl. udsalgspris. ISBN: 978-87-934041-0-6. Udgivelsesdato: 16. juni 2017. Køb Feberdreng hos din lokale boghandler, eller fx her!
Vil Gud slå min sjæl ud i vandet som et æg, digtsamling af Kasper Ralsted Jensen, 48 sider, 149,95 kr. vejl. pris. ISBN: 978-87-93404-28-1. Udkommer juni 2018. Bestil bogen hos din lokale boghandler.